Forskellen mellem opmærksomhed og koncentration

Tim Pallis

Oversættelse af Mindfulness versus Concentration fra bogen Mindfulness in Plain English af Bhante Henpola Gunaratana.

Bhante Henpola Gunaratana er en munk fra Sri Lanka og præsident for Bhavana Society i High View, West Virginia.

Vipassana meditation er en slags mental balancegang. Man udvikler to forskellige kvaliteter i bevidstheden - opmærksomhed og koncentration. Ideelt set arbejder disse to sammen som et par. De kører tandem for at sige det på en anden måde. Derfor er det vigtigt at kultivere dem side om side på en afbalanceret måde. Hvis én af faktorerne forstærkes på bekostning af den anden, mistes sindets ligevægt og meditation umuliggøres.

Koncentration og opmærksomhed er helt forskellige funktioner. De har hver sin rolle at spille under meditation, og forholdet mellem dem er både præcist og subtilt. Koncentration kaldes ofte bevidsthedens ensretning. Det består i at tvinge bevidstheden til at forblive i ét statisk punkt. Koncentration er ret beset en forsætlig aktivitet i bevidstheden. Den kan udvikles bevidst, med udholdenhed og viljestyrke. Og når den én gang er udviklet beholder den noget af den viljens aroma.

På den anden side er opmærksomhed en subtil funktion, som fører til en udsøgt følsomhed. Disse to er partnere i meditationsarbejdet. Opmærksomheden er den følsomme - den lægger mærke til tingene. Koncentrationen tilvejebringer styrken - den fastholder opmærksomheden på én enkelt ting. Ideelt set består opmærksomhed i netop dette forhold. Opmærksomheden vælger genstanden for koncentrationen og bemærker, hvornår koncentrationen er gået tabt. Koncentration udfører det egentlige arbejde med hensyn til at fastholde opmærksomheden på det valgte emne. Hvis den ene af disse partnere er svag, kommer meditationen på afveje.

Koncentration kan defineres som den evne i bevidstheden, som fokuserer målbevidst på ét eneste objekt uden afbrydelse. Det må understreges, at den rigtige koncentration er en sund ensretning af bevidstheden. Det vil sige, at tilstanden er fri for griskhed, had og dumhed. En usund ensretning er også mulig, men den vil ikke føre til befrielse. Man kan være meget målbevidst i en tilstand af begær. Men det fører ingen steder hen. Uafbrudt fokus på noget man hader duer heller ikke. Rent faktisk er en sådan usund koncentration temmelig kortvarig, selv når den fuldføres - især når den bruges til at skade andre.

Rigtig koncentration er fri for sådanne forureninger. Det er en tilstand, hvor bevidstheden er samlet og således vinder styrke og intensitet. Vi kan tage en linse som eksempel. De parallelle bølger af sollys som falder på et stykke papir gør ikke andet end at opvarme overfladen. Men hvis den samme mængde lys fokuseres gennem en linse og samles i et enkelt punkt, går der ild i papiret. Koncentrationen er linsen. Den frembringer den brændende intensitet, som er nødvendig for at se ind i de dybere områder af bevidstheden. Opmærksomheden udvælger det objekt, som linsen skal fokusere på, og bruger linsen til at se, hvad der er.

Koncentration bør betragtes som et redskab. Ligesom ethvert andet redskab kan det bruges til det gode eller det onde. En skarp kniv kan bruges til at lave en smuk udskæring eller til at skade nogen. Det er det samme med koncentration. Bruges den på den rigtige måde, kan den hjælpe én til befrielse. Men den kan også bruges i egoismens tjeneste. Den kan fungere i præstations- og konkurrence strukturer. Man kan bruge koncentration til at dominere andre. Man kan bruge den til at være egoistisk.

Det reelle problem er, at koncentration ikke er nok til at sætte en selv i det rette perspektiv. Den kan ikke kaste lys over de grundlæggende problemer vedrørende egoismen og lidelsens væsen. Den kan bruges til at grave ned i dybe psykologiske tilstande. Men selv på den måde kan man ikke forstå egoismens kræfter. Kun opmærksomhed kan gøre det. Hvis opmærksomheden ikke er der til se igennem linsen og se det, der bliver afdækket, er det hele ingen nytte til - kun opmærksomheden forstår. Kun opmærksomhed frembringer visdom. Koncentration har også andre begrænsninger.

Virkelig dyb koncentration kan kun finde sted under visse bestemte betingelser. Buddhister gør sig megen umage for at bygge meditations haller og klostre. Det væsentligste formål hermed er at skabe et fysisk miljø, som er fri for distraherende elementer for at fremme koncentration - ingen støj, ingen afbrydelser. Ligeså vigtigt er det imidlertid, at skabe et miljø, som er fri for distraherende følelser. Udvikling af koncentration kan blokeres af visse mentale tilstande, som vi kalder "de fem hindringer". Det er tørst efter sanseligt behag, had, mental sløvhed, rastløshed og vankelmodighed.

Et kloster er et kontrolleret miljø, hvor den slags følelsesmæssig støj holdes nede på et minimum. Ingen af det modsatte køn kan bo sammen dér. Derfor er der mindre anledning til at lystfølelser opstår. Ingen ejendele er tilladt. Derfor ingen kævl om ejendom og mindre chance for begær og for omsætning. Endnu en forhindring for koncentration bør også nævnes. I virkelig dyb koncentration bliver man så absorberet i koncentrationens objekt, at man glemmer alt andet f.eks. éns krop, éns identitet og alt omkring én. Her er klostret igen en nyttig facilitet. Det er rart at vide, at der er nogen, som tager sig af én og passer alle verdslige sager, som mad og fysisk sikkerhed. Uden en sådan garanti ville man tøve med at gå så dybt ind i koncentrationen, som man gerne vil.

På den anden side er opmærksomhed ikke afhængig af noget bestemt som f.eks. fysiske omstændigheder. Det er en rent iagttagende faktor. Derfor er den fri til at iagttage hvad som helst, der viser sig - begær, had eller støj. Opmærksomhed er ikke begrænset af nogen tilstand. Den findes i nogen grad hvert øjeblik under alle de omstændigheder, som opstår. Opmærksomhed har tilmed intet fokus på et bestemt objekt. Den

iagttager forandring.

Derfor har den et ubegrænset antal emner at være opmærksom på. Den betragter netop alt, hvad der passerer igennem bevidstheden, uden at kategorisere det. Distraktioner og afbrydelser iagttages med samme opmærksomhed som de formelle meditations objekter. Ens opmærksomhed følger med i en tilstand af klar årvågenhed, i alle de forandringer, der finder sted i bevidstheden. "Skift, skift, skift. Nu det, nu det, nu det."

Man kan ikke udvikle opmærksomhed med magt. Aktiv tænderskærende viljestyrke kan ikke bruges til noget. Tværtimod vil det forhindre en

udvikling. Opmærksomhed kan heller ikke kultiveres med slid. Den vokser ved at erkende, ved at give slip, ved at dvæle i øjeblikket og gøre sig det bekvemt med alt, hvad man oplever. Dette betyder ikke, at opmærksomhed sker helt af sig selv. Slet ikke. Energi er påkrævet. En indsats er påkrævet. Men denne indsats er ikke det samme som at forcere.

Opmærksomhed kultiveres gennem mild bestræbelse. Vedholdenhed og en let stil er hemmeligheden. Kultivering af opmærksomheden sker ved igen og igen at trække sig tilbage til en tilstand af opmærksomhed, nænsomt, nænsomt og nænsomt.

Opmærksomhed kan heller ikke bruges egoistisk. Det er ego løs årvågenhed. Der er intet "mig" i tilstanden af ren opmærksomhed. Så der er intet selv til at være selvisk. Det er tværtimod opmærksomheden som sætter én i det rette perspektiv. Den tillader én at foretage det yderst vigtige skridt bagud fra ens ønsker og aversioner, således at man kan betragte sig selv og sige: Ah ha! Det er altså sådan jeg virkelig er.

I en tilstand af opmærksomhed ser man sig selv, netop som man er. Man ser sin egen egoistiske adfærd. Man ser sin egen smerte. Og man ser, hvorledes man forvolder denne lidelse. Man ser hvordan man sårer andre. Man gennemskuer de lag af løgne, som man sædvanligvis tror på, og man ser, hvad der virkelig er. Opmærksomhed fører til visdom.

Opmærksomheden prøver ikke at opnå noget - den ser blot. Derfor involveres ønsker og aversioner ikke. Der er ikke plads til konkurrence og kamp for præstation i denne proces. Opmærksomhed sigter ikke mod noget. Den ser netop alt det der allerede er der.

Opmærksomhed er en bredere funktion end koncentration. Det er en altomfattende funktion. Koncentration er eksklusiv. Den går i gang med ét enkelt punkt og ignorerer alt andet. Opmærksomhed er inklusiv. Den træder et skridt tilbage fra den bevidste fokus og iagttager bredt, hurtig til at bemærke enhver forandring der sker. Hvis man har fokuseret bevidstheden på en sten, vil koncentration kun se stenen.

Opmærksomhed trækker sig derimod tilbage fra denne proces, men den iagttager stenen, iagttager at koncentrationen er fokuseret på stenen, iagttager intensiteten af denne fokusering og lægger øjeblikkelig mærke til det skift, der finder sted, når koncentrationen distraheres. Det er opmærksomheden, som iagttager, at en distraktion har fundet sted, og det er opmærksomheden, som dirigerer fokus tilbage til stenen.

Opmærksomhed er mere vanskelig at kultivere end koncentration, fordi den er en vidtrækkende funktion. Koncentration fokuserer blot bevidstheden næsten som en laserstråle. Den har styrke til at brænde sig vej dybt ind i sindet og belyse, hvad der er. Men den forstår ikke det den ser. Opmærksomhed kan undersøge egoismens mekanik og forstå det, den ser. Opmærksomheden kan gennemskue lidelsens mysterium og ubehagets mekanik. Opmærksomhed kan gøre én fri.

Der er imidlertid et andet Catch-22. Opmærksomhed reagerer ikke på det den ser. Den ser blot og forstår. Opmærksomhed er tålmodighedens væsen. Derfor må alt, hvad man ser, ganske enkelt accepteres, erkendes og lidenskabsløst iagttages. Dette er ikke let, men meget nødvendigt. Vi er uvidende. Vi er egoistiske, griske og pralende. Vi begærer og lyver. Dette er faktum.

Opmærksomhed betyder at vi ser disse realiteter og er tålmodige med os selv, og accepterer at vi er, som vi er. Det er vi ikke meget for. Vi kan ikke acceptere det. Vi benægter det. Eller vil forandrer det, eller retfærdiggøre det. Men at acceptere er opmærksomhedens væsen. Hvis vi ønsker, at opmærksomheden skal gro, må vi acceptere det opmærksomheden finder. Måske er det kedsomhed, irritation eller angst. Måske er det svaghed, utilstrækkelighed eller fejl. Hvad det end er, så er det sådan vi er. Det er det der er virkeligt.

Opmærksomhed accepterer ganske enkelt, hvad der er. Hvis man ønsker at blive mere opmærksom, er tålmodig accepteren den eneste vej frem. Opmærksomhed udvikler sig kun på en måde, nemlig ved stadig praksis af opmærksomhed, ved simpelthen at prøve at være opmærksom og det betyder at være tålmodig. Processen kan ikke forceres og den kan ikke fremskyndes. Den udvikler sig i sit eget tempo.

Koncentration og opmærksomhed går hånd i hånd i meditationsarbejdet. Opmærksomheden viser vejen for koncentrationen - den er direktør for operationen. Koncentration leverer den kraft, hvormed opmærksomheden trænger ned i sindets dybeste lag. Deres samarbejde resulterer i indsigt og forståelse. De må kultiveres sammen på en afbalanceret måde. Der er kun en ganske lille smule mere betoning lagt på opmærksomhed, fordi opmærksomhed er meditationens centrum. Der er egentlig ikke behov for de dybeste koncentrationer for at blive befriet. Alligevel er det væsentligt at holde balancen.

For meget bevidsthed uden dyb ro til at afbalancere den, medfører en vild super modtagelig tilstand ikke ulig et LSD trip. For meget koncentration uden bevidsthedens afbalancerende opmærksomhed medfører sten buddha syndromet. Den mediterende bliver så pacificeret (stenet), at han blot sidder som en klippe. Begge dele må undgås.

Den indledende fase af den mentale kultivering kræver en hårfin balance. Hvis man lægger for meget vægt på opmærksomheden på dette tidspunkt forhaler man faktisk udviklingen af koncentrationen. En af de første ting man opdager, når man begynder at meditere, er hvor umådelig aktivt sindet i virkeligheden er. Theravada traditionen kalder dette fænomen "abe sindet." I den tibetanske tradition sammenlignes det med et vandfald af tanker. Hvis man fremhæver opmærksomhed på dette tidspunkt, er der så meget at være opmærksom på, at koncentration bliver umulig. Det skal imidlertid ikke tage modet fra en. Det sker for alle. Og der er en enkel løsning på det.

Læg mest vægt på den ensrettede koncentration i begyndelsen. Bliv atter og atter ved med at være agtpågivende overfor tankernes vandring. Stå

det igennem. Et par måneder længere fremme vil du have udviklet en stærk koncentration. Så kan du begynde at pumpe din energi ind i opmærksomhed. Lad under alle omstændigheder være med at gå så vidt med koncentrationen, at du hensætter dig selv i en næsten bevidstløs tilstand.

Opmærksomhed er dog den vigtigste af de to funktioner. Den bør forædles, så snart man kan gøre det på en hensigtsmæssig måde. Opmærksomhed tilvejebringer det grundlag der er nødvendigt for den videre udvikling af en dybere koncentration. De fleste fadæser i dette balance område korrigerer sig selv med tiden. Den rigtige koncentration udvikles som en naturlig følge af en stærk opmærksomhed. Jo mere man udvikler den iagttagende faktor, jo hurtigere kan man blive opmærksom på distraktioner, og jo hurtigere vil man trække sig ud af dem og vende tilbage til koncentrationens egentlige genstand.

Det naturlige resultat er forøget koncentration. Og når koncentrationen udvikler sig, fremmer den udviklingen af opmærksomhed. Jo stærkere ens koncentration er, jo mindre chance er der for, at man går i gang med en lang række analyser af distraktioner. Man iagttager ganske enkelt distraktionerne og bringer sin opmærksomhed tilbage til det sted, hvor den bør være.

Således er der en tendens til, at de to faktorer afbalancerer og støtter hinandens udvikling på en naturlig måde. Den eneste regel man skal følge på dette tidspunkt, er at lægge vægt på koncentration i begyndelsen indtil "abe sindet" er stilnet noget af. Derefter lægges der vægt

opmærksomhed. Hvis man opdager, at man er ved at blive for hektisk, må man lægge vægt på koncentration. Hvis man opdager, at man er ved at gå i stå, må man fremhæve opmærksomhed.

Opmærksomhed vejleder din meditative udvikling fordi opmærksomhed har evnen til at være opmærksom på sig selv. Det er opmærksomhed som giver dig et overblik over din praksis. Opmærksomhed lader dig vide, hvordan det går. Men bekymrer dig ikke for meget over det. Det er ikke et væddeløb. Du konkurrerer ikke med nogen, og der er ingen tidsplan.

En af de ting der er vanskeligst at lære er, at opmærksomhed ikke er afhængig af nogen som helst følelsesmæssig eller anden mental tilstand. Vi har visse forestillinger om meditation. Meditation foretages i stille huler af stilfærdige mennesker som bevæger sig langsomt. Det er betingelsen for træningen. Den etableres for at støtte koncentrationen og for at få færdighed i opmærksomhed. Når man én gang har denne færdighed, kan man godt klare sig uden særlige restriktioner i træningen, og det bør man også gøre. Men man behøver ikke at bevæge sig i sneglefart for at være opmærksom. Man behøver ikke engang at være i ro.

Man kan være opmærksom, mens man løser problemer med komplicerede regnemetoder. Man kan være opmærksom midt i en fodbolds kamp. Man kan endda være opmærksom midt i et voldsomt raseri. Mentale og fysiske aktiviteter er ingen hindring for opmærksomhed. Hvis man opdager at ens sind er yderst aktivt, skal man blot iagttage denne aktivitets væsen og intensitet. Det er blot et udtryk for det indre flygtige skuespil.